Clay-logo Keramikmuseum
Danmark

Museum of ceramic art
denmark

En
store formater - kloge hænder

Store formater – kloge hænder

03. oktober 2017 – 02. april 2018

Tommerup Keramiske Værksted har gennem de seneste 30 år opbygget en international særstatus inden for fremstilling af keramisk kunst i stort format. Mange af de helt store udsmykninger og skulpturer, der pryder det offentlige rum, er skabt her. Intet projekt synes for stort eller for vanskeligt for de dygtige keramikere på Tommerup Keramiske Værksted. Gennem årene er mere end 150 kunstnere fra ind- og udland kommet til Tommerup for at benytte sig af den helt særlige ekspertise, dét, værkstedets leder, Esben Lyngsaa Madsen kalder ’kloge hænder’.

Udstillingen Store formater— kloge hænder viser en perlerække af de markante værker, der gennem tiden er blevet til på værkstedet. Dels som fotostater, dels med udvalgte indlån. Blandt andet kan man opleve de otte mere end mandshøje skulpturer skabt til Naviair, Statens flyvesikringstjeneste, hvor de normalt står i det sikrede område i Kastrup, uden adgang for offentligheden.

Til fejringen af Tommerup Keramiske Værksteds position unikke position som arnested for keramisk unikaproduktion i det helt store format, er 15 kunstnere og keramikere fra Danmark og Norge desuden blevet inviteret til at skabe nye, markante kunstværker. Gennem vinteren, foråret og sommeren 2017 har der således været mere end almindelig travlhed på værkstedet i Tommerup. Resultatet er 15 fantastiske værker, som efter udstillingen bliver indlemmet i museets samling. De deltagende kunstnere er:

Per Ahlmann (DK)
Ingrid Askeland (NO)
Peter Brandes (DK)
Morten Løbner Espersen (DK)
Magne Furuholmen (NO)
Hesselholdt & Mejlvang (DK)
Kirsten Justesen (DK)
Marianne Nielsen (DK)
Bjørn Nørgaard (DK)
Pernille Pontoppidan (DK)
Gunhild Rudjord (NO/DK)
René Schmidt (DK)
Andreas Schulenburg (D/DK)
Bente Skjøttgaard (DK)
Søren Thygesen (DK)

Udstillingen er blevet til med støtte fra:

A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formål