Clay-logo Keramikmuseum
Danmark

Museum of ceramic art
denmark

en

Clay Today

17. november 2019 – 03. maj 2020

Udstillingen Clay Today er en hyldest til de fem keramikere, der i 1994 står bag etableringen af CLAY Keramikmuseum: Betty Engholm, Nina Hole, Niels Huang, Birgit Krogh og Peter Tybjerg.

 

Udstillingen sætter fokus på Nina Hole (1941-2016) med sine smukke, skrøbelige og dog stærke skulpturer af huse, skibe, skrin og skabninger i store og små formater. Peter Tybjerg (f. 1944) med sine kraftfulde vaser og krukker med fortolkninger af landskaber og vejr, Birgit Krogh (f. 1937) med sine rytmiske, fabulerende skæbnefortællinger mellem leg og alvor. Niels Huang (f. 1943) med keramiske værker der viser en livslang fascination af matematisk tænkning, det teknisk udfordrende og poetisk finurlige, mens Betty Engholm (f. 1933) med mennesket som det centrale omdrejningspunkt spænder sit virke ud i monumentale skulpturer i et stærkt og grafisk formsprog.

 

I 1988 etablerer de fem keramikere gruppen Clay Today. Deres mål er at skabe et stort, internationalt keramikevent på dansk jord. Inspirationen henter de fra USA, hvor de keramiske kunstnere arbejder anderledes frigjort med materialet, og hvor keramikken nyder stor anerkendelse som en selvstændig kunstform. I juli måned 1990 byder Clay Today 20 førende keramikere fra USA, Canada, Holland, Island, Norge og Danmark velkommen til det månedlange symposium ”Clay Today” i rammerne af Tommerup Teglværk på Fyn, mens 100 danske keramikere deltagere i kortere workshops. Symposiet bliver legendarisk og sender en bølge af energi ud over den danske keramikscene.

Clay Today står i 1994 bag realiseringen af keramikmuseet i Middelfart. Et par år senere tager de initiativ til Internationalt Keramisk Center Guldagergaard ved Skælskør. Dertil arrangerer de en række store og anerkendte workshops og keramikertræf, der skaber netværk og inspiration. Clay Today står således bag en række afgørende initiativer, som får stor indflydelse på dansk keramik i starten af 1990’erne.

 

Udstillingen genforener for første gang i 25 år keramikerne i Clay Today. På udstillingen kan man desuden opleve et udvalg af værker skabt af de udenlandske kunstnere under symposiet på Tommerup Teglværk. Værker, som i dag står som stærke og repræsentative udtryk for en energi, vitalitet og kraft, der forenede de danske og udenlandske keramikere på markerne ved Tommerup Teglværk i Keramiksommeren 1990.

Ud over de fem danske kunstnerne viser udstillingen værker af:
Frank Boyden, USA
Thomas Lane Coleman, USA
Marylyn Dintenfass, USA
Ron Fondaw, USA
James (Jim) Leedy, USA
Bjørn Kåre Nilssen, NO
Donald (Don) Reitz, USA
Paula Jean Rice, USA
Robert (Bob) Shay, USA
Charles (Chuck) E. Wissinger, Canada / USA


Udstillingen er venligt støttet af:
Danmarks Nationalbanks Jubilæumsfond af 1968
Ernst og Vibeke Husmans Fond
Grosserer LF Foghts Fond
Frimodt-Heineke Fonden
Middelfart Sparekasse
CLAY Venner