Clay-logo Keramikmuseum
Danmark

Museum of ceramic art
denmark

En
Hans-Henrik Dyhrs samling

Nyerhvervelser fra
Hans-Henrik Dyhrs samling

21. april – 15. august 2021

Som indledningen til 2021 præsenterer CLAY Keramikmuseum sin nyeste erhvervelse: 64 keramiske arbejder fra Hans-Henrik Dyhrs samling, overdraget med velvillig støtte fra Ny Carlsbergfondet.

Hans-Henrik Dyhr er passioneret keramiksamler. Livet igennem har han været fascineret af lerets og glasurernes evigt varierende resultater og virkninger. Baggrunden som farmaceut har givet ham en særlig indfaldsvinkel til at forstå keramikkens kemiske processer – og det skinner tydeligt igennem i samlingsudvalget.

Ud over en stor variation i de keramiske værkers udtryk, dækker samlingen af moderne keramik tillige bredt. Om end Hans-Henrik Dyhr i særlig grad er blevet kendt for sin store samling af bornholmsk keramik, som blandt andet har dannet grundlag for udstillinger på Bornholm og i Thisted, dækker samlingen dansk keramik bredt. Mest kendetegnende for samlingen er derfor, at værkerne grundlæggende forholder sig til keramikkens arketyper som karret, vasen og beholderen – klassiske grundformer, der har udgangspunkt i en brugsfunktion, og som lader glasur og dekoration spille hovedrollen.

Udvalget på 64 værker er det, Hans-Henrik Dyhr kalder en lille botanisering sin righoldige samling. En samling, han har bygget op gennem en menneskealder ved køb på udstillinger og ikke mindst ved talrige besøg i keramikernes værksteder.

Udstillingen rummer et bredt spektrum af udtryk. Fra fine, poetiske askeglasurer over rytmisk komponerede mønstre til vilde glasurudladninger med værker af følgende kunstnere:

Beate Andersen, Hans Munch Andersen, Svend Bayer (UK), Eva Brandt, Lisbeth Voigt Durand, Lis Ehrenreich, Gurli Elbækgaard, Morten Løbner Espersen, William (Bill) Farrell (USA), Fulby – Hans og Birgitte Börjeson, Hans Hjorth, Julie Høm, Tonna Kjærsgaard, Susan Lange, Richard Manz, Lisbeth Munch-Petersen, Patrick Nordström, Ann-Charlotte Ohlsson, Gerd Hjorth Petersen, Jane Reumert, Inger Rokkjær, Anne og Peter Stougaard, Charlotte Thorup, Ruthanne Tudball (USA/UK) og Barbro Åberg.

OBS.: Søndag d. 15. august 2021 lukker udstillingen allerede kl. 14
pga. et arrangement på museet

Billede:

Udsnit:
Jane Reumert
Vase, 1996
H: 22 x 16 cm
Foto: Ole Akhøj