Laura Guiseppi: Underbelly
08. april – 18. september 2022
CLAYs gæster får nu lov til at opleve dele af Laura Guiseppis afgangsværk fra Det kgl. Kunstakademi i 2021. Værket består af seks store relieffer med den samlede titel Underbelly.
Med undertitlerne The First shot, Pain, Stress, Anxiety, Hope og Freedom skildrer reliefferne en graviditet, fra æg til fødsel. Laura Guiseppi tager afsæt i en højaktuel problematik omkring miljøets påvirkning af kroppen og det stigende behov for fertilitetsbehandling i den vestlige verden. Værkerne går bogstaveligt talt i kødet på processen og stiller spørgsmål ved, hvad er naturligt og hvad er kunstigt? Og hvad er årsagerne til, at vi som mennesker får sværere og sværere ved at skabe nyt liv – uden hjælp fra lægevidenskaben?
Laura Guiseppi fik i 2021 Blixprisen for Underbelly – en pris, der hvert år uddeles til en nyuddannet dansk eller norsk billedkunstner fra hhv Det Kgl. Danske Kunstakademi i København og Kunsthøgskolen i Oslo.
De to af reliefferne, The first shot og Pain blev straks på afgangsudstillingen erhvervet af kunstsamleren Erik Veistrup. Det er de to, der nu udstilles sammen med fire nye værker.