CLAY Samlingen
Siden museets grundlæggelse i 1994 har CLAY Keramikmuseum opbygget en fantastisk samling af dansk og international keramisk kunst – den største af sin art i Norden.
Som noget ganske unikt er museet ikke opstået på grundlag af en samling, men på initiativ på en gruppe aktive keramikere og kunstnere fra gruppen Clay Today. Siden 1998 er CLAY samlingen vokset støt, så den i dag indeholder unikke værker af studiokeramik, kunstnerkeramik og værkstedskeramik. Hovedvægten ligger på værker af danske kunstnere, men kunstnere fra hele verden er repræsenteret i samlingen.
CLAY samlingen vokser til stadighed, ikke mindst takket være generøse bidrag fra private ejere, fonde og CLAY Venner. I 2017 kunne museet med generøs støtte fra Ny Carlsbergfondet erhverve det keramiske relief af Asger Jorn, ”Uden titel”, fra 1954, mens A.P. Møller Fondet muliggjorde realiseringen af 15 keramiske værker til museets samling til udstillingen ”Store formater – Kloge hænder”, skabt af Per Ahlmann, Ingrid Askeland, Peter Brandes, Morten Løbner Espersen, Magne Furuholmen, Hesselholdt & Mejlvang, Kirsten Justesen, Marianne Nielsen, Bjørn Nørgaard, Pernille Pontoppidan, Gunhild Rudjord, René Schmidt, Andreas Schulenburg, Bente Skjøttgaard og Søren Thygesen. Nogle af disse værker kan opleves i museets park, andre rundt om i Middelfart, hvor de binder oplevelsen af keramisk kunst sammen med by og landskab.
Sammen med samlingerne fra Royal Copenhagen, PEM og Erik Veistrup indeholder CLAY samlingen således mere end 240 års unik keramisk kunst- og kulturhistorie, brugskeramik til unikakunst i verdensklasse.
Billedtekst: Robert (Bob) Shay: “Object”. Ca. 1994. Mixed media. Foto: Ole Akhøj.
Værket er registreret som det første i museets egen samling
Værket er registreret som det første i museets egen samling