Keramisk Konglomerat
16. juni – 10. september 2023
Udstillingen Keramisk Konglomerat viser fire individuelle afgangsprojekter 2023
af Mia Roar Damsted, Jette Sørensen, Dorthe Hedegaard Jacobsen og Helle Hee Degaardt fra Århus Kunstakademi.
Titlen, hentet i geologiens begrebsverden, henviser til en blanding af uensartede elementer, som er indlejret i en finkornet masse. De udstillede værker tager afsæt i definitionen og viser forskellige tilgange til materialer, form og komposition. Med respekt for lerets iboende egenskaber, det skabende håndværk og vores fælles kulturarv går de keramiske værker i dialog med samtiden.
Mia Roar Damsted er optaget af lerets iboende sprog. Næsten dogmatisk sammensætter og undersøger hun tre lertyper og sand. Hun udnytter materialernes forskellige egenskaber i en balance mellem det kontrollerbare og det tilfældige. Værkserien består af sanselige keramiske søjler samt materialefascinerende formdannelser.
Jette Sørensen undersøger kanden. Hendes projekt tager afsæt i arketyper og dansk pottermagertradition – og kanderne tager livtag med det uddødende håndværks ’tavse viden’. Den æstetiske kompleksitet i kandens hank, tud, tyngdepunkt og funktion er omdrejningspunkter i hendes undersøgelser.
Dorthe Hedegaard Jacobsen hylder træet. Med sine hænder som det primære værktøj, omsættes kroppens intuitive sansninger af skovens træer til skulpturer. Udtrykket placerer sig mellem det abstrakte og det naturalistiske. I Dorthes søgen efter en dybere mening tilstræber hun at skabe forbindelse mellem kunstens verden og den konkrete verden.
Helle Hee Degaardt arbejder skulpturelt med ekspressivt fortolkede dyrekroppe. Dyrevelfærdens problematikker ligger hende på sinde – særligt de parrettåede hovdyrs betingelser i et effektiviseret moderne samfund.
Udstillingen er afslutningen på fire års studier og fordybelse – et øjebliksbillede, som giver beskueren mulighed for at mærke, hvad der rører sig hos de fire kunstnere.
Fotos: Ole Akhøj
- Mia Roar Damsted. Værk fra serien 3+1=5. 2023
- Jette Sørensen. Lyserød stor tud. Del af hanken og tuden. 2022
- Dorthe Hedegaard. Lys brun trærod med bobler. 2023
- Helle Hee Degaardt. Vitulus III. Detalje. 2023.