Clay-logo Keramikmuseum
Danmark

Museum of ceramic art
denmark

En
Natur. spor & spejlinger

Natur. Spor & Spejlinger

26. september 2021 – 13. marts 2022

Naturen som inspiration spiller hovedrollen i de pragtfulde værker fra Skønvirkeperioden, som kan beundres i museets Skatkammer. Særligt Fanny Garde og Effie Hegermann-Lindencrone skabte værker i det fine porcelæn, som vidner om en særlig betagelse af naturen som motiv.

En fascination som stadig i dag – eller måske igen? – udgør en stærk og nærværende inspirationskilde for en lang række kunstnere. Men er der heri en sammenhæng med Skønvirkens naturforståelse? Og hvorledes reflekterer samtidskunsten vores natursyn i dag?

Til denne udstilling har vi sat tre fremtrædende keramikere, Malene Hartmann Rasmussen, Manuel Canu og Marianne Nielsen stævne til at fortolke og aktualisere emnet. Ud fra tre vidt forskellige temperamenter og kunstneriske strategier er de gået i dialog med udvalgte værker fra Skønvirkesamlingen.

Malene Hartmann Rasmussen zoomer ind på detaljer, forstørrer dem op og arrangerer dem i hele tableauer, der pirrer vores fantasi og nysgerrighed. Med referencer til myternes og eventyrernes verden skaber hun med elementer fra naturen fortællinger, der balancerer mellem glæde og gru.

Ud fra en fænomenologisk tilgang undersøger Marianne Nielsen grænsen mellem natur og kultur, som når blomster plukkes og arrangeres i buketter. Eller når blomsten fortolkes i det bestandige materiale, som keramikken er, og bliver til et værk.

Manuel Canu er dykket ned i et gammelt tegningsmateriale af duvende tang. Som et glemt alfabet har han vakt det til live igen ved at gentage planternes rytmiske duven i både tegning og ler. Gennem det processuelle arbejde vokser en oplevelse af naturen som spirituelt erkendelsesrum.

Med afsæt i et udvalgs af keramiske værker fra museets samling af pragtværker fra Skønvirkeperioden formidler de tre kunstnere varierede fortolkninger af vores forhold til naturen, dens væsen og betydning for os i dag. Naturen som ramme og præmis, som spor og spejling på tværs af tid og sted.

 

Bog til udstillingen
I forbindelse med udstillingen udgives bogen, Natur. Spor & spejlinger, hvori en dyberegående artikel belyser Fanny Garde og Effie Hegermann-Lindencrones arbejde ved porcelænsfabrikken Bing & Grøndahl i årtierne omkring 1900.

Dertil præsenteres Malene Hartmanns Rasmussen, Marianne Nielsen og Manuel Canu og deres kunstneriske dialog med de ældre skønvirkeværker, mens en tekst af skønlitterær forfatter Dy Plambeck bidrager med et andet blik på emnet natur.

Den smukt illustrerede bog indeholder tekster på dansk med engelske oversættelser og kan købes i museets butik og webshop (åbner en ny side) til DKK 250,-

 

Udstillingsdesign
Tina Midtgaard

Grafisk layout
Studio Claus Due

 

Udstillingen er blevet til med velvillig støtte fra
Beckett Fonden
Danmarks Nationalbanks Jubilæumsfond af 1968
Esther og Jep Finks Mindefond for Arkitektur og Kunsthåndværk
Guldagergaard International Ceramic Research Center
Hoffmann og Husmans Fond
Minister Erna Hamiltons Legat for videnskab og kunst
Petersen Tegl A/S
Statens Kunstfond