Clay-logo Keramikmuseum
Danmark

Museum of ceramic art
denmark

En

I MORGEN – Camilla Thorup

30. november 2024 – 15. juni 2025

Med udstillingen ”I morgen” fortolker Camilla Thorup (født 1976) menneskets relation til naturen. Gennem en række scenarier mindes vi på poetisk vis om menneskets forgængelighed, og om at evolution foregår kontinuerligt og ikke kun hører fortiden til.

 

Alting efterlader sig spor: En tabt hverdagsgenstand eller en genetisk mutation nedarvet gennem generationer fortæller noget om mennesker, natur og sameksistensen mellem de to. Naturen har udviklet sig over millioner af år, men vi mennesker har kun eksisteret i en brøkdel af den tid. Alligevel har vi formået at ændre fundamentalt på vores omgivelser.

 

Udstillingen berører både håb og fortvivlelse, humor og seriøsitet. En glemt klip-klap på havets bund bliver måske et oldtidsfund en dag. En baby dækket af pels kan være et levn fra fortiden eller et fremtidsscenarie, hvor mennesket har tilpasset sig et ændret klima. Værkerne på udstillingen iscenesætter en fremtid, hvor forandring er uundgåeligt, og både mennesker og natur må tilpasse sig nye omstændigheder. Værkerne balancerer mellem utopi og dystopi. Spørgsmålet er, om vi udvikler os med eller mod naturen? Dermed minder Thorup os om det paradoksale i, at vi er dybt afhængige af naturen, men samtidig ødelægger den.

 

Med titlen ”I morgen” henviser Camilla Thorup både til morgendagens uendelige muligheder og til frygten for det ukendte, der venter os. Thorups værker stiller både eksistentielle og fundamentale spørgsmål. Om svarene findes, må tiden vise.

 

Camilla Thorup beskriver her nogle af de værker, der kan opleves på CLAY:

Menneskebørn // Babyer med pels: Tre pelsede menneskebørn i naturtro størrelse minder os om, at vi mennesker er et resultat af milliarder af års evolution. Men den evolutionære proces stopper jo ikke med os. Vi har været hårløse i mindst 1,2 millioner år og muligvis længere. I dag har vi stadig lige så mange hårrødder som chimpanserne og generne er fortsat på plads så vi kan udvikle en fuld pels. De lodne baby, kan både være et levn fra fortiden, eller et varsel om en ny tilstand i en ukendt fremtid, hvor mennesker på behåret vis, må tilpasse sig klimatiske ændringer.

Stilleben fra Havets Bund: En klipklap og en to-go-kop er en del af flere genstande, der i samspil med andre keramiske objekter, danner Stilleben fra Havets Bund. De naturtro hverdagsagtige genstande, ser ud til at have opholdt sig i havet. Plastik har et langt liv og din klipklap overlever måske dig og får et nyt liv hvor den danner hus for havets dyr og vækster.

Stilleben, svampe og snegle: Vores hjem og bygningerne omkring os giver os beskyttelse mod en vild verden, hvor naturen holdes på den anden side af beton, mursten, jern og glas. Det har ansporet mig til at lave svampe og snegle i keramik og montere dem, så det opfattes som om de selv har brudt barrieren og egenrådigt kravler på og vokser ud af vægge og gulve.

På udstillingen vil der være rum med møbler, som vi kender fra dagligdagen. Eksempelvis en kommode fuld af kravlende skovsnegle. Der vil også være et skostativ med tre par sko. I skoene er små dyr flyttet ind. En tudse har fundet ly i en sandal, en snegl bor i et par sneakers og på en barnesko er landet en sommerfugl.  Møblerne viser alle tegn på forfald. Et egern er flyttet ind og kravler på væggen og babyer med pels ligge i rummet og sover.

Udstillingen er blevet til i samarbejde med Galleri Specta.

Tak til:

Lise Tang

SKF_logo_red_CMYK.eps

Foto:
Anne Marie Jo