Dolls Feminine
27. november 2021 – 24. april 2022
I installationen ’Dolls Feminine’, portrætterer Susanne Hangaard fem kendte kvinder, skabt som porcelænsdukker i størrelsesordenen 1:2 i grågrønt indfarvet porcelæn. Ligesom traditionelle porcelænsdukker har de bøjelige led, så de kan gestikulere og indtage forskellige positurer. De er iklædt individuelt designede dragter i en matchende sartgrøn silke og er dertil alle forsynet med et abstrakt objekt, der – ligesom en helgenattribut – fortæller om den person, de er tilknyttet.
Hvor dukker traditionelt er anonymiserede, forestiller Susanne Hangaards dukker helt specifikke kvinder kendt i den vestlige verden: den katolske nonne Mother Teresa (1910-1997), den tidligere islandske præsident Vigdís Finnbogadóttir (1930), de amerikanske præsidentfruer Michelle Obama (1967) og Melania Trump (1970), samt billedhuggeren Camille Claudel (1864-1943). Kvinder, som alle har haft mere eller mindre magt og indflydelse på meningsdannelsen i en verden traditionelt formet og styret af mænd.
Med ’Dolls Feminine’ berører Susanne Hangaard centrale problematikker omkring køn, krop, identitet og magt. En problematik, hvor fronterne ofte er trukket hårdt op. I portrætteringen af de fem kvinder insisterer Susanne Hangaard på at få nuancerne med.
Tematikken i ’Dolls Feminine’ ligger således i forlængelse af Susanne Hangaards videoværk ’Absentia’ fra 2010, hvor kvindekroppen træder i stedet for det keramiske materiale, hvorpå det traditionelle musselmalede mønster påføres – et mønster, der har spillet så stor en rolle i dansk designhistorie og kulturarv. En arv, som også kan føles som et åg.
Susanne Hangaard uddannet keramiker fra KADK samt ved Rhode Island School of Design og arbejder konceptuelt og eksperimenterende med keramikken som medie.
Fotos: Ole Akhøj