Clay-logo Keramikmuseum
Danmark

Museum of ceramic art
denmark

En

Continuum
Naja Utzon Popov

24. november 2022 – 04. juni 2023

Havets moder døjede med inuitternes misgerninger på bopladsen og samlede som straf alle fangstdyrene i sin iltre hårpragt på bunden af havet. Da “Den blinde” (mennesket) kom derned for at råde bod, redte han hendes hår, samlede smudset i en bunke og kastede det herefter bort. I samme øjeblik blev det alt sammen levende…

Sådan lyder det grønlandske sagn om Havets Moder, som har været inspirationen til den dansk-australske kunstner Naja Utzon Popovs værk Continuum, skabt til den internationale kunstfestival, Sculpture by the Sea, i Australien i 2021. Her hang klasen af uendeligt mange små keramiske klokker mellem sandstensklipper og vegetation, som var det vokset naturligt frem af omgivelserne. Værket tematiserer naturens cykliske vækst og forgængelighed i en sensitiv balance. Et tema, som er gennemgående i Naja Utzon Popovs arbejde, uanset om hun udtrykker sig i glas, keramik eller tekstil.

Motiverne undersøger hun ofte serielt, således også Continuum, som hun har skabt i flere versioner. På CLAY kan man opleve en rød og hvid version af værket. De to klaser af tusindvis af små klokker vil indtage et helt rum i mellemetagen og danne en intens installation. Hun viser samtidig nogle af sine monumentale gulvvaser, som med deres levende, mørke overflader og irregulære, organiske former forbinder sig til jorden.

Med sine værker viser Naja Utzon Popov, hvordan naturen på samme tid er skrøbelig og stærk. Som når nyt liv spirer frem efter katastrofer som skov- og steppebrande, tsunamier og oversvømmelser. Værkerne bliver således symboler på håb og forandring. På en bevægelse ud af mørket og hen imod nyt liv.

Naja Utzon Popov er vokset op i Danmark og Australien og blandt andet uddannet fra University of Westminster i Storbritannien. Hun arbejder internationalt og har netop udstillet sin hidtil største installation på den internationale kunstbiennale i Venedig 2022.