Historie
CLAY er ikke bare det engelske ord for ler, men er også et navn, der griber tilbage i museets egen historie. Ideen til museet udspringer nemlig af keramikergruppen Clay Today, der i 1990 holder et internationalt symposium på det nærliggende Tommerup Teglværk. Her udveksler de danske keramikere viden og inspiration med deres udenlandske kolleger fra Norge, USA, Holland og Tyskland og kommer frem til, at tiden er inde til, at Danmark skal have sit eget museum for moderne keramisk kunst, kunsthåndværk og design.
Initiativgruppen med Peter Tybjerg, Nina Hole, Birgit Krogh, Betty Engholm og Niels Huang begynder at arbejde på sagen, og allerede fire år senere åbner Keramikmuseet Grimmerhus i det smukke, gamle enkesæde Grimmerhus i Middelfart.
Hoveddrivkraften bag arbejdet er keramikeren Peter Tybjerg, der også bliver museets første leder.
Han afløses i 1996 af Jytte Møller der også er keramiker, og året efter tiltræder kunsthistoriker Lise Seisbøll stillingen som direktør. Hun leder med stor entusiasme og faglig dygtighed museet gennem de næste 18 år. Under hendes ledelse vokser museet fra at have ganske få værker i sin samling til at vokse sig ud over sine oprindelige rammer. Det sker, da Royal Scandinavia i 2010 beslutter at de historiske samlinger fra Royal Copenhagen skal overdrages til museet i Middelfart. Dette bliver startskuddet til en omfattende om- og tilbygning af museet, og i samme forbindelse skifter museet i foråret 2015 navn til CLAY Keramikmuseum Danmark.
Lige fra begyndelsen har museet været præget af et internationalt udsyn og er i dag et anerkendt museum for dansk og udenlandsk samtidskeramik, som kan tiltrække kunstnere og publikum fra hele verden.