Clay-logo Keramikmuseum
Danmark

Museum of ceramic art
denmark

en

KERAMIK MED KANT – Ny donation fra Erik Veistrup

16. maj – 30. august 2026

Hvad sker der, når keramikken slipper kontrollen – og materialet får lov til at tale? I udstillingen Keramik med kant møder du værker, der balancerer mellem det styrede og det uforudsigelige, mellem det genkendelige og det fabulerende. Det er netop i dette spændingsfelt, at værkerne får deres kant.
Udstillingen tager afsæt i en ny, markant donation fra kunstsamler Erik Veistrup, som gennem årtier har fulgt og indsamlet samtidskeramik med et særligt blik for det eksperimenterende og sanselige.
For Veistrup handler det ikke om navne eller investering, men om kvalitet, nysgerrighed og værker, hvor der er noget på spil.
Keramikken, der præsenteres her, viser en kunstform i bevægelse. Hvor traditionen tidligere ofte var præget af perfektion og håndværksmæssig kontrol, arbejder nutidens kunstnere langt friere – med form, glasur og fortælling. Resultatet er værker, der både overrasker, udfordrer og betager.
Udstillingen samler en række markante kunstnere, der hver især undersøger keramikkens muligheder på nye måder. Her møder du både det organiske og det groteske, det poetiske og det humoristiske – ofte i værker, der overskrider grænsen mellem kunsthåndværk og skulptur.
Keramik med kant er en invitation til at gå på opdagelse med et åbent blik. Tag dig tid, se værkerne flere gange, og lad oplevelsen udvikle sig. For i mødet med det uventede opstår nye fortællinger og måske også et nyt blik på, hvad keramik kan være.

Kunstnere bag værkerne i udstillingen

Astrid Specht Seeberg, Bente Skjøttgaard, Esben Schakenda Kaldahl, Klara Lilja, Laura Guiseppi, Louise Hindsgavl, Marianne Krumbach, Noah Umur Kanber, Pernille Pontoppidan Pedersen