A Walk with a Dinosaur
– Michael Geertsen vs Royal Copenhagen.
Celebrating 250 Years of Porcelain History
27. april – 30. december 2025
Museet har i anledning af 250-året for Den kgl. Porcelainsfabriks etablering bedt den anerkendte keramiker Michael Geertsen om at gå i dialog med den kulturhistoriske arv fra Royal Copenhagen. Som keramiker forholder Geertsen sig både konstruktivt og kritisk til den tradition, han er opdraget i. Og det er både med mod og respekt, at han går i dialog med en hjørnesten i den danske kunstindustri, der i generationer har præget vores æstetiske bevidsthed og håndværksmæssige tradition.
Til udstillingen har Geertsen skabt ti tableauer med nedslag i Den kgl. Porcelainsfabriks historie. Her går de klassiske værker i dialog med Geertsens egne nyfortolkninger og tilbyder et nyt perspektiv på 250 års dansk porcelænshistorie.
På udstillingen tager Geertsen livtag med nogle af tidligste pragtstykker fra fabrikkens produktion. De demonstrerer, hvordan fabrikkens dygtige medarbejdere hurtigt fik styr på teknikker og det drilske porcelænsler. En af vaserne, en Pragtvase med to Fama-figurer, købte Kronprins Frederik (VI) i 1790 til sig selv i fødselsdagsgave. Det var fabrikkens hidtil største og dyreste værk. Pragtstykkerne befinder sig normalt i Kongernes Samling på Rosenborg Slot, men er til denne udstilling rejst til museet i Middelfart, hvor de kan opleves side om side med Michael Geertsens nyfortolkninger.
I forbindelse med udstillingen har Geertsen arbejdet tæt sammen med Royal Copenhagens modellører og malere i en række nyfortolkninger af ikoniske værker og mønstre. Udover arbejder i porcelæn og stentøj sætter Michael Geertsen også en række af sine egne skitser i samtale med skitser og produktionstegninger af G.F. Hetsch (1788-1864), Arnold Krog (1856-1931) og Thorkild Olsen (1890–1973).
Om Michael Geertsen (f. 1966)
Er udlært som pottemager i 1988. Uddannet fra Designskolen, Afd. for Industrielt Design i København 1988-1993. Han har udstillet i både Danmark og udlandet og hans værker er repræsenteret på internationale museer, bl.a. Metropolitan Museum, Cooper Hewitt National Design Museum og MAD/Museum of Arts and Design i New York. I 2011 skabte han en permanent installation på Victoria & Albert Museum i London.
Om Royal Copenhagen
Den Danske Porcelænsfabrik er grundlagt i 1775 i Købmagergade i København af apoteker Frantz Heinrich Müller under protektion af enkedronning Juliane Marie. Fabrikkens karakteristiske varemærke med de tre bølger symboliserer Danmarks tre vandveje: Øresund, Storebælt og Lillebælt.
I 1779 overtog Christian VII fabrikken, derfor skifter fabrikken navn til Den Kongelige Danske Porcelainsfabrik. Arnold Krog udnævnes i 1885 som kunstnerisk leder for fabrikken. Han fornyr det musselmalede stel og udvikler det underglasurmalede porcelæn efter japansk inspiration. Fabrikkens frembringelser vækker opmærksomhed på Verdensudstillingen i Paris i 1889. Den internationale succes betyder, at ’Royal Copenhagen’ i 1890’erne bliver en del af virksomhedens stempel.
Virksomheden er i dag en del af den finske koncern Fiskars.
Om Royal Copenhagen Samlingen på CLAY Keramikmuseum
I 2010 skænker Royal Scandinavia A/S, som på det tidspunkt ejer Royal Copenhagen, hele samlingen fra Den Kgl. Porcelainsfabrik, Bing & Grøndal og Aluminia til CLAY Keramikmuseum. Museet får overdraget hen ved 55.000 keramiske genstande i fajance, stentøj og porcelæn. Dertil kommer tusindvis af skitser, arbejdstegninger og andre arkivalier, der fortæller 250-års dansk designhistorie.
Udstillingen er støttet af:
Augustinus Fonden
Beckett Fonden
Danmarks Nationalbanks Jubilæumsfond
Davids Fond og Samling
Den Faberske Fond
Ellen & Knud Dalhoff Larsens Fond
Lemvigh-Müller Fonden
Ny Carlsbergfondet
Statens Kunstfond