Clay-logo Keramikmuseum
Danmark

Museum of ceramic art
denmark

En

Social Dining og særlig omvisning i SAXBO

Tidspunkt: Onsdag den 26. august kl.18.00-20.00

Sted: Café CLAY

Pris: Alm. billet: 265 kr., unge u. 27 år og medlemmer af CLAY Venner: 195 kr. Billet kan købes her

Få en kunst- og madoplevelse ud over det sædvanlige, når CLAY inviterer til social dining og særomvisning i udstillingen om SAXBO – et af de mest markante værksteder i dansk keramikhistorie.

Aftenen begynder med fællesspisning ved langborde i Café CLAY, hvorefter arrangementet fortsætter i udstillingen om SAXBO. Her vil udstillingens kurator og ph.d.-stipendiat, Susanne Bruhn, tage gæsterne gennem udstillingen og undervejs fortælle om værkstedets historie, dets kunstnere og de keramiske værker, der har været med til at placere SAXBO centralt i dansk design- og kunsthåndværkshistorie.

Undervejs får deltagerne et indblik i SAXBOs særlige æstetik, glasurer og arbejdsmetoder samt i værkstedets betydning for udviklingen af moderne dansk keramik.
Vi glæder os til at byde jer velkommen.

Billet

Billetter kan købes her.

Om udstillingen SAXBO – stentøj til folket

25. januar – 20. september 2026

Udstillingen SAXBO – stentøj til folket, udfolder historien om to stærke kvinder, der tager konkurrencen op med de hæderkronede fabrikker Bing & Grøndahl og Den kgl. Porcelainsfabrik. Nathalie Krebs og Eva Stæhr-Nielsen får hurtigt kunstnerisk succes med deres stentøj, og allerede i samtiden fremhæves Saxbo som et højdepunkt i dansk og nordisk keramikhistorie.

I 1929 formulerede Nathalie Krebs sin enkle vision for det nye stentøjsværksted: ”Rene Farver, enkle Forme, reelt Haandværk og god Teknik.” Som direktør og glasurmester stod hun i spidsen for værkstedet fra dets etablering og frem til lukningen i 1968. Men afgørende for Saxbos succes var ansættelsen i 1932 af den unge keramiker Eva Wilhjelm, gift Stæhr-Nielsen. Frem til 1968 designede hun hovedparten af Saxbos modeller, herunder den ikoniske Spaltekande, der blev synonym på ”klassisk Saxbo stentøj.” Spaltekandens popularitet ses også i dag, hvor firmaet Spring Copenhagen har relanceret kanden.

Anledningen til udstillingen SAXBO – stentøj til folket er en ny donation på 104 betydningsfulde værker, som museet med støtte fra Ny Carlsbergfondet har erhvervet fra en dansk privatsamling. Udstillingen udfolder og nuancerer fortællingen om kvinders position og betydning i kunstindustrien. Fokus er på det unikke og nære samarbejde mellem glasurspecialisten Nathalie Krebs og formgiveren Eva Stæhr-Nielsen, og hvordan Saxbos stentøj, der var produceret til ”hr og fru Danmark”, blev verdenskendt og indkøbt af museer som Metropolitan Museum of Art, Victoria & Albert Museum og Nationalmuseum Stockholm. Værkstedets vaser, krukker og skåle med Krebs’ elegante glasurer i grønne, blå, brune, gule og hvide nuancer opnåede kultstatus som kunstværker, hvilket er et interessant paradoks, som udfoldes for første gang i denne udstilling.