Ler til sidst – Ole Videbæk
22. november 2025 – 3. maj 2026
I udstillingen Ler til sidst møder publikum en kunstner, der med både ydmyghed og styrke undersøger menneskets væsen gennem leret som materiale. Ole Videbæks skulpturer kredser om kroppen – hastigt formede, til tider ru og ufuldkomne, men altid båret af en stille intensitet. I deres skrøbelighed ligger en erkendelse af forgængeligheden som et grundvilkår ved livet.
Uddannet som arkitekt arbejder Videbæk med en naturlig fornemmelse for struktur og rum, hvor tyngde og monumentalitet møder poesi og sårbarhed. Inspirationen rækker fra oldtidens Egypten og den nordeuropæiske bronzealder, til det vestjyske landskab, hvor han bor og arbejder. Hans værker taler ind i et tidløst rum, hvor liv og død, krop og ler hænger uløseligt sammen.
Et af hans seneste værker, et bronzerelief til Den Sønderjyske Kirkegård i Braine, blev i oktober 2025 indviet til minde om de dansksindede sønderjyder, der faldt som tyske soldater i 1. verdenskrig. Relieffet føjer sig naturligt ind i en kunstnerisk praksis, der balancerer mellem det historiske og det menneskeligt nærværende.
”Før ler vidste af, at det var ler, lå det fast i klippens krop,” skriver Ole Videbæk i en poetisk tekst skabt til udstillingen. Ordene spejler hans metode – en fortløbende dialog med naturens materialer og med de lag af tid, som former os.
Ler til sidst viser et udvalg af skulpturer og relieffer. Samlet vidner udstillingen om en kunstner, der konsekvent har fulgt sin egen vej – rodfæstet i håndværket, men med blikket rettet mod livets store spørgsmål.
Udstillingen er støttet af:
JOTUN Odense
Petersen Tegl A/S