Clay-logo Keramikmuseum
Danmark

Museum of ceramic art
denmark

En

Kulturspejle – når kultur, identitet og håb mødes på CLAY

28. oktober – 6. november 2025

Kulturspejle giver et stærkt og rørende indblik i livet som asylansøger i Danmark, set gennem kunst, kultur og spejlbilleder. Udstillingen er skabt af beboere på Røde Kors’ asylcenter i Jelling, hvor mennesker fra mere end 15 forskellige lande har arbejdet med keramiske spejlrammer, der udtrykker deres personlige og kulturelle fortællinger.

Bag hver ramme gemmer sig historier om identitet, tilhørsforhold og drømme for fremtiden – og for mange af deltagerne også en uvished, da asylcentret i Jelling står foran lukning.

De udstillede værker fungerer som kulturelle spejle – både bogstaveligt og symbolsk. Hver ramme repræsenterer noget væsentligt fra skaberens baggrund, og publikum inviteres til at spejle sig i værkerne og reflektere over, hvad kultur og identitet betyder i deres eget liv.

Udstillingen er et initiativ fra Røde Kors asylcenter Jelling, inspireret af et besøg på CLAY Keramikmuseum, som lægger hus til udstillingen. Resultatet er personlige og visuelle fortællinger, der viser, hvordan kunst kan skabe refleksion, forståelse og fællesskab på tværs af kulturer.