JEG?! – SKAL!?
27. november – 19. december
Et samarbejde mellem Middelfart Kommune, CO-CREATORS og CLAY Keramikmuseum.
Ti unge kunstnere tager udgangspunkt i den samme torsoskal og skaber vidt forskellige fortolkninger af krop, følelse og form. Udstillingen undersøger, hvordan det usagte kan få fysisk udtryk – og hvordan sårbarhed og styrke kan eksistere side om side i leret.
Hvordan giver man form til noget, der normalt forbliver ordløst?
I dette projekt inviteres publikum ind i et rum, hvor leret bliver et sprog, og hænderne bliver fortællere. Ti unge har arbejdet med kroppen som udgangspunkt – ikke kroppen, som vi ser den, men kroppen, som vi mærker den: som bærer af erfaringer, følelser og indre landskaber.
Udstillingen er et møde med deres individuelle fortolkninger af en fælles form. Det er en præsentation af eksperimenter, tvivl, mod og nysgerrighed – og en påmindelse om, at det at skabe også er en måde at forstå sig selv og verden på. Der, hvor ord slipper op, kan form og materiale tage over.
Et samarbejde mellem Middelfart Kommune, CO-CREATORS og CLAY Keramikmuseum.
Oplev også: Unge Stemmer – Julebordet 2025
Sideløbende med JEG?! – SKAL!? kan publikum i Havestuen opleve Unge Stemmer – Julebordet 2025, hvor et hold unge fra Middelfart Kommune har skabt deres eget bud på et julebord – fyldt med kreativitet, håb og personlige fortællinger.
De to udstillinger står i dialog med hinanden og viser, hvordan unge stemmer kan komme til udtryk gennem både kroppen, formen og bordets fællesskab.